Undersøgelse: Danske virksomheder ser voksende og mere komplekse trusler

En ny undersøgelse fra Wilke, gennemført for Codan, viser, at danske virksomheder oplever et stadig mere komplekst og uforudsigeligt risikobillede. Blandt de 177 adspurgte beslutningstagere svarer 89 procent, at trusselsbilledet er blevet mere komplekst, mens 66 procent forventer, at det bliver vanskeligere at drive virksomhed fremover.
Ifølge undersøgelsen er cybertrusler den største bekymring, men også udfordringer som kritisk infrastruktur, forsyningskæder, ekstremt vejr og nye teknologier fylder.
"Det er ret markante tal, som viser, at danske virksomheder står i en ny virkelighed. Risici og usikkerhed er rykket tættere på virksomhederne, og vi kan se i vores dialog med virksomheder, at det påvirker alt fra drift, omkostninger, eksport og it-infrastruktur. Når to ud af tre virksomheder desuden forventer sværere vilkår fremover, er det en udvikling, der rækker langt ud over den enkelte virksomhed. For når dansk erhvervsliv oplever et så ændret trusselsbillede, så spejler det sig i vores samlede samfunds robusthed," siger Andreas Ruben Madsen, CEO i Alm. Brand Group.
Rapporten anbefaler, at risikostyring bliver en strategisk ledelsesopgave. Samtidig viser undersøgelsen, at 75 procent vurderer, at risikostyring har fået større betydning det seneste år, og 91 procent arbejder allerede med flere risikoscenarier.
Faktaboks
- 89 % oplever et mere komplekst trusselsbillede.
- 66 % forventer, at det bliver sværere at drive virksomhed.
- 75 % vurderer, at risikostyring har fået større betydning det seneste år.
- 91 % arbejder med flere risikoscenarier.
- 71 % peger på cybertrusler som den største risiko.
- 37 % angiver cybersikkerhed som deres vigtigste indsatsområde.
- Kun 14 % vurderer deres virksomhed som meget robust over for cybertrusler.
- 51 % peger på manglende kompetencer som den største barriere for robusthed.
- 42 % peger på begrænset organisatorisk modenhed som en væsentlig barriere.
- Andre væsentlige risici:
- 26 %: Kritisk infrastruktur og forsyningskæder.
- 23 %: Mangel på kvalificeret arbejdskraft.
- 13 %: Miljørisici.
- Undersøgelsen er gennemført af Wilke for Codan blandt 177 beslutningstagere i perioden 20. februar – 20. marts 2026.






Accepter kun nødvendige cookies